St. Pauls Apothek – World Class Dinner i midtbyen
19 feb
Besøgt Februar 2014
For to uger siden besøgte vi St. Pauls Apothek til arrangementet World Class Dinner, hvor to af verdens mest innovative og anerkendte cocktailbartendere bød på en aften med signaturcocktails, lækker mad og små anekdoter om livet som bartender.
Der er kun meget få steder i verden, hvor mad ikke bliver parret med vin, men i stedet med cocktails. St. Pauls Apothek i Aarhus er et af de steder, der praktiserer netop dette.
Læs om: 41 Grados i Barcelona – der også serverer mad og cocktails sammen.
Til dagligt er det medejer Hasse Bank Johansen, der står i baren på St. Pauls Apothek, men i aften havde han inviteret svenske Emil Seth Areng fra Rex Bar and Grill i Umeå i Sverige indenfor som gæstebartender. Både Hasse og Emil er blandt verdens top-20 cocktailbartendere, så der var lagt i ovnen til noget stort.
Både Hasse og Emil deltog sidste år i Diageo World Class, der er verdens største konkurrence for bartendere, og skal konkurrencen sammenlignes med noget, må det være Bocuse d’Or, der er verdensmesterskaberne for kokke. I Diageo World Class dyster deltagere fra hele verden i tre forskellige discipliner.
En af disciplinerne er foodpairing – at matche cocktails med mad – hvilket også var omdrejningspunktet for aftenens arrangement.
Fem cocktails og fire tilhørende retter var hvad der ventede os, da vi trådte ind i varmen på det altid stilede St. Pauls Apothek i Jægergårdsgade.
Bag det oldschool fløjlsforhæng, der dækker over indgangen til St. Pauls Apothek, gemmer der sig en hyggelig lille cocktailbar og restaurant. Tidligere husede lokalerne et gammelt apotek, men nu udgør halvdelen af lokalet en bar. Rundt om baren er der ved hyggelige tomandsborde mulighed for at opleve bartenderne helt tæt på, mens der langs kanten af lokalet er dækket op i grupper af større borde. Indretning er stilet og klassisk med kobberlamper hængende fra loftet og en god blanding af træ- og lædermøbler. Belysningen er dæmpet og der er en hyggelig stemning.
Aftenens første cocktail lå i svenske Emils hænder og var inspireret af en den klassiske champagnecocktail French 75. Denne svenske version var døbt Swedish 57 og bestod af vodka, multebær og lime, der lige inden servering blev toppet med champagne fra J. Charpentier og serveret sammen med en lille snack bestående af røget kulmule og en intens hindbærsauce.
Det var et sikkert match og en flot start på aftenen. Sødmen fra multebærrene og den cremede fedme fra champagnen gik godt i spænd med de røgede noter fra fisken.
Vores næste cocktail var en af Hasses signaturcocktails – og det forstår vi godt, for hold nu op hvor var den god. The Anzient Aztecs Penicillin, som cocktailen hedder, tager udgangspunkt i den klassiske margarita og består af den utrolig lækre Don Julio Reposado Tequila, ingefær, hyldeblomst, citron, agave og mezcal.
Sammen med cocktailen fik vi en servering af røget kammusling, der lå på en bund af jordskokkepuré og pyntet med kaviar, æble og tynde skiver af rå jordskokker. Serveringen var ren og frisk med en mild smag af hav, og gik rigtig godt sammen den markante syre i cocktailen, ligesom sødmen og røgen fra kammuslinger parrede godt med de krydrede noter i tequilaen. Desværre manglede serveringen salt for at slå ordentligt igennem.
I vores næste cocktail bevægede vi os fra tequila til gin. Der er stor forskel på gin-mærker – nogle har noter af gran og andre af enebær. I denne cocktail blev der brugt Tanqueray Ten, der bedst karakteriseres ved sit milde og citruspræget udtryk. Udover gin var der også knuste ristede peberkorn, citron og honning, der blev shaket med is og ved servering afsluttet med et skud friskkværnet peber.
Peberen i cocktailen var markant og gav karakter til den tilhørende ret med fløde, hummer og stenbiderrogn. Fedmen i fløden blev holdt i skak af de syrlige noter i cocktailen, og overordnet fungerede sammensætningen af mad og drikke rigtig godt. Desværre oplevede vi igen at serveringen manglede salt. Desuden var hummeren overtilberedt og den delikate smag af stenbiderrogn forsvandt lidt i fløden, hvilket var ærgerligt taget i betragtning af de luksuriøse råvarer, der blev brugt.
Ved hovedretten blev niveauet fra køkkenets side dog hævet betragteligt, og skuffelsen, der, for vores vedkommende, hang i luften efter den forgående ret, forduftede. Men inden hovedretten blev serveret skulle der selvfølgelig laves nye cocktails.
Svensken var igen på banen og denne gang med en røgpistol og en flaske Johnnie Walker Gold Label. Flasken blev fyldt med en velduftende røg fra glødende birketræ, der meget vellykket forenede whiskyen med røgen fra birketræet. Efter fusionen blev whiskyen shaket sammen med en smule portvin, citronsaft og en sukkerlage lavet på skumfiduser og stout og serveret over is i solide og lækre whiskyglas.
Hovedretten bestod af to solide skiver perfekt tilberedt rød oksemørbrad, rodfrugter, karamelliserede løg, stykker af marv og en sauce bordelaise – en absolut velsmagende og intens hovedret. Cocktailen ramte de røgede noter fra marven og de søde noter fra rodfrugterne og saucen perfekt. Her fornemmede vi tydeligt, hvordan mad og drikke gik op i en højere enhed.
Det var også Emil, der stod for den sidste cocktail, og denne skulle ledsage aftenens dessert. Cocktailen var selvfølgelig i den søde afdeling og en af Emils signaturcocktails. Her blev Ron Zacapa 23 shaket sammen med en sirup lavet på laurbær, en smule Peyachauds Bitter og et helt æg. Ved anretningen blev cocktailen drysset med finthakkede brændte mandler og birkerøget salt. Det lyder som en speciel kombination af ingredienser, men der var rigtig god balance mellem alkohol og sødme, mens undertoner af røgede salt gav prikken over i’et. Sammen med desserten, som bestod af syltede ananas, grove stykker pistaciekage og en luftig creme på vanilje og lime, var dette et virkelig vellykket og velsmagende match. En skøn afslutning på en inspirerende og lærerig aften.
Vi skal helt sikkert tilbage på St. Pauls Apothek – om det bliver med mad næste gang er ikke sikkert, men deres cocktails er altså world class.
St Pauls Apothek
Jægergårdsgade 76
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 86 12 08 33

No comments yet