Kreta – charterferie til Grækenland overrasker

26 aug

Besøgt August 2014

Ocean Beach Club Makrigialos - Kreta

Der findes mange fordomme om charterferie og charterturister. Disse vil jeg dog undlade at nævne i denne anbefaling af vores feriemål 2014, da vores charterferie til Makrigialos på Kreta, overraskede meget positivt. Som uvant charterturist behøver man ikke lade sig hverken skræmme eller indfange af fordomme.

Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos

Virkeligheden levede fuldt ud op til de flotte billeder på Spies’ hjemmeside – Ocean Beach Club kan varmt anbefales, hvis det er en badeferie, man søger. Vi boede i en 2-værelses Clubhouse-suite, og der var virkelig tale om en lækker lejlighed. Smagfuldt indrettet, med skønne senge og med en fantastisk balkon med havudsigt. Her sad vi hver aften og slubrede iskolde hjemmelavede margaritas.

Udsigt fra balkonen - Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos

Pool og terrasse - Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos 

Udsigt fra Poolen - Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos

Strand - Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos

Mere strand - Sunwing Ocean Beach Club Makrigialos

Lokal mad og drikke

Lokalområdet huser en række lokale restauranter, der ved første øjekast ligner de sædvanlige turistfælder med de lidt kitschede billeder af maden. Vi oplevede dog et rigtig fornuftigt niveau på maden i Makrigialos, og vi blev sjældent skuffet.

Særlig var dog én restaurant, som vi på anbefaling fra Tripadvisor besluttede at besøge – det første besøg resulterede i, at vi endte med at spise på restauranten fire gange.

Aposperitis Taverna

Aposperitis Taverna, Makrigialos

På den familieejede Aposperitis Taverna bliver man mødt med smil og åbne arme. De fleste af råvarerne på menuen er lokale og økologiske. Familien dyrker faktisk selv grøntsagerne, opdrætter grise og køer og fremstiller både feta, olivenolie og vin. Fisken køber de frisk fra lokale fiskere.

Rosévin fra egen produktion - Aposperitis Taverna

Oliven fra egen produktion - Aposperitis Taverna

Start måltidet med meze, der er en række små retter (varme og kolde), der med fordel kan deles af hele bordet, og som er en rejse gennem det lokale kretanske køkken. Men pas på for det er svært at gøre plads til hovedretten. Den meget imødekommende og snakkesalige tjener Jannick er nemlig både gavmild og stolt over maden, de serverer, og han overrasker gerne med en lille ekstra servering fra det lokale køkken for både at behage, men også for at åbne gæsternes øjne for nye smagsoplevelser.

Grillede sardiner - Aposperitis Taverna

Dakos - brødcroutoner, tomat, feta og olivenolie - Aposperitis Tavern

Husets salat med bønner, tomat, agurk, løg og ansjos - Aposperitis Taverna 

Vi anbefaler at prøve:

  • Grillede auberginer med feta og tomatsauce
  • Kroketter af squash
  • Butterdejspakker med krydderurter
  • Stegte kødboller
  • Ovnbagt feta
  • ”Dakos” – brødcroutoner, tomat, feta og olivenolie
  • Grillede sardiner
  • Fyldte vinblade

Udover ovenstående meze går man heller ikke fejl af stedets græske salat. 

På hovedretssiden vil vi til hver en tid kaste os over restaurantens friske hele grillede fisk – der muligvis er den bedste i Makrigialos. Det saftige glinsende kød på fisken, der glider fra hinanden i flotte flager, vidner om en perfekt tilberedning.

Frisk og grillet fisk - Aposperitis Taverna

Du bør også prøve de lækre grillspyd med kød fra egne svin. Spyddene bliver selvfølgelig serveret med tzatziki, som restauranten også selv laver fra bunden – her taler vi også yoghurten.

Pork Souvlaki - kød fra egne svin - Aposperitis Taverna

Restaurantens egen vin bør man heller ikke snyde sig selv for. Vi var specielt glade for stedets letdrikkelige rosévin, der kommer i halvliters karafler og kun koster i omegnen af 30 kroner. Det løfter hurtigt stemningen. Vær dog opmærksom på, at husets rødvin bliver serveret ved 25-30°C, så den må man lige bede tjeneren smide en god tur på køl.

Inside - Aposperitis Taverna

Aposperitis Taverna

Udsigt - Aposperitis Taverna

På gensyn!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

One Response to “Kreta – charterferie til Grækenland overrasker”

  1. Anders 17. september 2014 at 14:40 #

    Kreta er dejligt, og befolkningen er meget imødekommende. Vi boede i Chana, hvor der er en utrolig smuk havn.
    Kan også klart anbefale Kreta!

Leave a Reply