Kei Restaurant: Fine dining in Paris

9 sep

Besøgt Marts 2013

Kei er en enestående kombination af klassisk fransk og Japansk æstetik, hvor traditionelle teknikker og velsmag bliver pakket ind i knivskarp minimalisme.

Kei – www.restaurant-kei.fr

Kei Kobayashi’s passion for det franske køkken blomstrede allerede i Japan, og for at forbedre sine franske kogekunstskaber flyttede han til Frankrig, hvor han har han arbejdet på flere michelin-restauranter. Senest på den på den kendte 3-stjernede Plaza Athénée, der er ejet af verdenskendte Alain Ducasse. Her tilbragte han syv år under stjernekokken Jean-Francois Piège, inden han åbnede Kei i 2011.

Kei Restaurant – Smuk udvendig, som indvendig…

Vi besøgte stedet til frokost og lagde ud med et dejligt sprødt glas de Sousa Blanc de Blanc Champagne ledsaget af en række indbydende amuse-bouches. Den første var et lille firkantet stykke shortbread, hvorpå en lille skive chorizo lå  fyldt med en puré lavet på rød peberfrugt. Dernæst fik vi et friskt og rensende iskoldt shot lavet på ingefær og citrongræs – friskt og velsmagende.

Shortbread, chorizo og rødpeber

Shot af ingefær og citrongræs

Vores tredje servering bestod af en is lavet på sort trøffel, der var omringet af en lun luftig puré på kabocha (japansk græskar) og shiso. Sammenspillet mellem de kolde og varme elementer fungerede rigtig godt, og serveringen var spændende og virkelig velsmagende.

Sort trøffel-is, kabocha og shiso

Brød og olivenolie fra Sicilien

Efter en fin indledning fortsatte vi vores frokost med en flaske Mâcon-Verzé fra Domaine Leflaive – en flaske vores sommelier mente ville passe godt til menuen, i og med vi havde valgt fisk til hovedret. Menuen på Kei er ikke afsløret på forhånd, og som gæst vælger du derfor blot mellem en lille og en stor menu, samt om du ønsker fisk eller kød til hovedret. Selvom den lille menu, som vi valgte, kun består af fire egentlige retter endte vi alligevel med at få 10 serveringer inkl. amuse bouches og andre små indslag fra køkkenet.

2010 Mâcon-Verzé, Domaine Leflaive

Vinen var elegant, og efter lidt tid i glasset åbnede den sig rigtig flot og præsenterede en ren duft af citrus og gul stenfrugt med mineralitet og en cremet harmonisk fylde. Selvom vinen ikke var et perfekt match til alle retterne, klarede den det rigtig flot, og vi var ovenud tilfredse med valget.

Asparges, citronpuré, mandelcreme, shiso og te

Vores første egentlige ret var asparges i tempura med citronpuré, mandelcreme og to forskellige salte på henholdsvis shiso og te. En velsmagende lille indledning med en sprød og veltilberedt asparges.

Foie gras, Guinness, æble, vanilje og mandler

Efter en let start blev niveauet sat betydeligt op. Vores næste servering var foie gras – alt andet end let, men så alligevel. Serveringen her var netop et eksempel på, hvordan køkkenet formår, at kombinere elegance og velsmag. Foie gras’en var lækker cremet i konsistensen og harmonerede flot med de små klatter puré på Guinness-øl og æbler samt de hakkede mandler og vanilje, der var drysset henover serveringen. Det var smukt og særdeles velsmagende.

Kartoffel, bacon og variation af løg

Vores næste servering var anrettet i en lille skål. Her dækkede en tæt og luftig skum af kartoffel over en bund af løgkompot. Ovenpå kartoffelskummen var der drysset med sprøde løg og bacon, som både gav retten tekstur og fylde.

Sankt Petersfisk, grøntsager, vinaigrette, hindbær og rødbede

Vores hovedret denne frokost var skindstegt Sankt Petersfisk med tilhørende kolde grøntsager, der omhyggeligt var anrettet i midten af tallerkenen på en syrlig vinaigrette af balsamico tilsmagt med trøffel. Blandt grøntsagerne var der placeret fine små terninger af hindbær- og rødbedegelé, som gav serveringen kant. Det var en spændende kombination af råvarer såvel som varme og kolde elementer. Smagsmæssigt imponerede retten dog ikke helt så meget, som den gjorde visuelt.

Marengs, yuzu og vanilje

Ligesom hovedretten var desserten også smukt anrettet. I en skål lå et sprødt stykke marengs og dækkede over en sorbet lavet på den japanske citrusfrugt yuzu, der minder lidt om en blanding af mandarin, citron og grape. Ovenpå marengsen var der drysset pulveriseret yuzu og på kanten af skålen lå der små klatter af yuzupuré samt en luftig skum af vanilje nydeligt pyntet med blomsterblade. Det var en frisk og velbalanceret dessert, der på elegant vis fulgte menuens røde tråd.

Som afslutning på en velkomponeret frokost fik vi sammen med kaffen to små petit fours. Vi er begge vilde med saltet karamel, så der gik ikke længe før de små pinde af shortbread, der blev overhældt med flydende lun saltet karamel, var væk. Den anden af de to petit fours var en sfære af Earl Grey te. En sfære er en hinde af gelé der indkapsler en flydende væske. Denne teknik var første gang brugt i gastronomisk sammenhæng af den spanske restaurant elBulli, og bygger på en kemisk reaktion mellem Algin (et naturligt produkt udvundet fra alger) og Calcic (calcium salt). Første gang vi oplevede teknikken var på 41 Grados i Barcelona, hvor sfæren udgjorde en replika af en oliven. På Kei oplevede vi også sfæren som et sjovt lille molekylært indslag, der afsluttede frokosten med manér.

Shortbread og saltet karamel

Earl Grey sphere

Kei leger gennem hele menuen med spændende smagskombinationer og visuelt flotte anretninger. Retterne er velkomponerede, og der er en god naturlig udvikling og sammenhæng mellem retterne. Alt var tilberedt til perfektion, og Kei Kobayashi formår at bevare god sammenhæng mellem det æstetiske og det smagsmæssige.

Restauranten er muligvis noget af det tætteste du kommer på ’Fine Dining’ i Paris, vel at mærke uden at skulle betale over 3000 kroner kuverten. På Kei er tjenerne i jakkesæt, dugene er hvide og vi har nok aldrig været et sted, hvor atmosfæren har været så formel. 

Har du imellem alle dine bistrobesøg i Paris lyst til at dresse lidt op og opleve klassisk fine dining med et japansk twist, så kig forbi  Kei Kobayashis nydelige restaurant.

Kei
5, rue Coq Héron
75001 Paris
Tlf.: +33 1 42 33 14 74

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Responses to “Kei Restaurant: Fine dining in Paris”

  1. Arve Krognes 11. september 2013 at 10:21 #

    Wonderful pictures and very nicely written! Keep up the good work! :)

    • Gastropassion 11. september 2013 at 19:30 #

      Thank you Arve :-) You too… I am looking forward to reading about all the amazing restaurants you are going to visit!

Leave a Reply