Test: Sommerens bedste rosévine

17 jun

En vellykket smagning…

Rosévin er en drik mange ofte forbinder med sommer og solskin på terrassen, og det er da også i disse dage, at vinhandlerne sælger allermest af den lyserøde druesaft. Men sådan behøver det nu ikke at være. Der findes mange forskellige rosévine – nogle er knastørre og egner sig bedst til mad, mens andre har lidt frugtsødme og går godt på terrassen.

For at finde frem til de bedste rosévine på markedet, har vi her på Gastropassion allieret os med nogle af Danmarks dygtigste sommelierer. Sammen har vi blindsmagt 23 forskellige flasker rosé, og i artiklen fremhæver vi de otte bedste og mest interessante.

Vi har ganske enkelt gjort det hårde arbejde, så du slipper for det.

Hvordan fremstilles rosé?

Rosévin fremstilles primært på to måder. I dag er den mest anerkendte måde også den mest populære. Her er druesaften kun i kontakt med skallerne det første døgns tid, hvorefter skallerne fjernes, og vinen får lov at gære. Farven varierer alt efter, hvilke druer vinen bliver produceret på, og hvor længe skallerne er i kontakt med vinen.

En anden metode at fremstille rosé på er ved at blande hvidvin med rødvin. Denne metode bruges ofte i Champagne. Således bliver roséchampagnerne tilsmagt i forhold til farve, smag og fylde.

Blandt testens otte bedste var alle vinene produceret ved første omtalte metode.

Der bliver noteret serveringsforslag…

Om smagningen

Deltagerne i smagningen var:
Anita Kajhøj Ibsen, sommelier Lyng Dal Hotel og Restaurant i Ry
Ditte Susgaard, sommelier hos Nordisk Spisehus i Aarhus
Sabina Drachmann Sunne, sommelier hos Restaurant ET i Aarhus.
Nick Laursen, sommelier hos Substans i Aarhus
Simon Bjerre-Pedersen, sommelier hos Fru Larsen i Langå.
Mikkel Unbehaun, indehaver af Gastropassion.dk.

Hver flaske har fået point fra 1-6. 1 point er givet til det uinteressante glas, og 6 point gives til det perfekte glas. Udover at have givet point har deltagerne i smagningen også vurderet serveringstemperatur og givet forslag til hvilken mad, der er med til at give dig den bedste oplevelse med vinen.

Testens 8 bedste

Tempier Bandol Rosé 2011
Område: Provence, Frankrig | Drue(r): 50% Mourvedre, 28% Grenache, 20% Cinsault og 2% Carignan.

Flot og klar laksefarvet rosé fra Provence med en indbydende og kompleks duft af stikkelsbær, skovjordbær og hyben suppleret af sød lakrids og citrontimian. I smagen er den fyldig og elegant med en flot balanceret syre og en relativ lang eftersmag, hvor jordbær og sød lakrids går igen. Kompleks og vellavet.

Fandens god rosé – TESTENS BEDSTE

Serveringstemperatur: 7-8°C
Serveringsforslag: Hanekylling med persille og rabarber eller sprængt gris med stikkelsbærkompot.

Bemærk: årgang 2011 er udsolgt – 2012 er på tilbud (normalpris 259.95,-).

179.95,- på tilbud hos Theis Vine

 

 

Vacheron Sancerre Rosé 2011
Område: Sancerre, Frankrig | Drue(r): 100% Pinot Noir.

Lys bronzefarvet rosévin fra Sancerre i Loire. I næsen er den let røget med en udpræget duft af hummer- og krabbeskaller suppleret af svampe, papaya og ædelråd. I smagen er den let oxideret, og der er en flot harmoni mellem urter, svampe og skovbund. Lidt anderledes og sherryagtig – slet ikke klassisk.

Dejlig biodynamisk rosé!

Serveringstemperatur: 6°C
Serveringsforslag: Hummerbisque med svampe og nødder

209,- hos Laudrup Vin

 

 

L’Ocre Rouge Carignan 2009
Område: Vin de France (Dions, Languedoc) | Drue(r): 100% Carignan.

Lidt mørkere og orange/ferskenagtig i farven. I næsen er den intens, oxideret og velduftende med noter af øllebrød, hasselnødder, rugbrød og sherry. I smagen er der røg, appelsinskal og hasselnødder med en flot markant syre og en sherryagtig alkohol. En udpræget madvin, der vil gøre en enhver naturvinselsker glad.
Du skal købe denne vin, hvis du vil prøve noget nyt, der ikke minder om traditionel rosé.

Kan varmt anbefales – BEDSTE NATURVIN

Serveringstemperatur: 6-7°C
Serveringsforslag: Ristet fisk med brunet smør og hasselnødder eller lagrede oste som eksempelvis Comté.

132,- hos Krone Vine eller Soif!! Vinkøbmand i Aarhus

 

 

Buchegger Rosé Pinot & Co 2012
Område: Kremstal, Østrig | Drue(r): 60% Pinot Noir, 20% Merlot og 20% Blauer Zweigelt.

I farven fremstår den elegant lys rød med et pink skær. Næsen er frisk med noter af stikkelsbær, rabarber og ribs. Vinen er høj på syren og prikker let på tungen, mens smagen er domineret af grønne jordbær.
God harmonisk vin der går godt til mad og på terrassen.

BEDST TIL PRISEN

Serveringstemperatur: 7-8°C
Serveringsforslag: Rimmet torsk med dild og ribs.

88,- på tilbud hos Løgismose Vin

 

 

Clarendelle Rosé 2012 – Inspired by Haut-Brion
Område: Bordeaux | Drue(r): 80% Merlot, 14% Cabernet Sauvignon og 6% Cabernet Franc.

Farven minder om røde rosenblade og er smuk og bemærkelsesværdig. Ligeledes er duften lækker, og her byder den på rød peberfrugt, stikkelsbær, tyttebær, hindbær og med undertoner af champignon. Smagen bærer præg af varm moden frugt med en anelse lette tanniner – en harmonisk vin med en fin syre.

Serveringstemperatur: 6-8°C
Serveringsforslag: Den italienske klassikker Vitello tonnato.

99,- hos Johs. M. Klein Distribution A/S

 

 

Reverdy & Fils Sancerre Rosé 2012
Område: Sancerre, Frankrig | Drue(r): 100% Pinot Noir

Farven på denne vin minder mest om løgskaller – lys orange. I næsen er det ene alene duften af tomatstilke der dominerer. Vinen er kølig og frisk i sit udtryk og smagen domineres mandariner. Vinen er høj på syre og egner sig især godt som modspil til fedme og røg.

Serveringstemperatur: 6-7°C
Serveringsforslag: Det Italienske køkken, især pastaretter eller tatar med olivenolie og citron.

129,- på tilbud hos Løgismose Vin

 

 

Zillinger Spring Break Rosé 2012
Område: Weinviertel, Østrig | Drue(r): 100% Zweigelt

En flot og let rosafarvet rosé fra Østrig. Duften er præget af kogte grøntsager og urter, hvor især kørvel og rød peberfrugt skiller sig ud. Vinen fremstår feminin og har en frisk syre. Smagen er præget af ribs og mango. Flot og harmonisk vin.

Serveringstemperatur: 6-8°C
Serveringsforslag: Torsk a la basquaise eller Ratatouille.

120,- hos Laudrup Vin

 

 

Lavernette Beaujolais-Villages Rosé 2011
Område: Beaujolais, Leynes | Drue(r): 100% Gamay

En flot lys laksefarvet rosé med behagelig duft af pebernødder, kardemomme, sød tobak og peber. Vinen er let pebret i smagen med undertoner af jordbær og har en behagelig frisk syre. En harmonisk vin, der er mild i smagen og egner sig særligt godt til terrassen.

Serveringstemperatur: 6-7°C
Serveringsforslag: Terrassevin.

122,- hos Krone Vine eller Soif!! Vinkøbmand i Aarhus

 

 

Øvrige vine

Atomwine
2012 Pieracci, Cotes de Provence Rosé

Erik Sørensen Vin
Henri Bonnaud Terres Promises, Provence 2012
Torre dei Beati Cerasuolo 2012 Rosé, Abruzzo

Johs. M. Klein Distribution A/S
2012 Corbières Rosé, Château Fontarèche

Jysk Vin
2011 Bandol, rose, Domaine du Gros Nore Earl 146 kr.

Laudrup Vin & Gastronomi
Artazuri 2012

LMA Vine
Viñedos y bodega Pardevalles, rosado

Løgismose
2012 Melopée de Gavoty Rosé

Niche Vine
2012 Notre Rosé, Vin de Pays, la Realtiere
2012 Pastel Rosé, Coteaux d’Aix en Provence, la Realtiere

Theis Vine
2012 Cotes du Provence ”Whispering Angel” – Chateau d´Esclans

Vinoble
2011 Rosado ”Lagrima”, Navarra, Spanien
2012 Domaine Montrose Rosé, Côtes de Thongue, Frankrig
2012 Kadette Pinotage Rosé, Kanonkop, Stellenbosch, Sydafrika
2011 Les Domaniers Rose, Selection Ott, Côtes De Provence, Frankrig

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Responses to “Test: Sommerens bedste rosévine”

  1. Jan - Byens Spiseguide 27. juni 2013 at 13:14 #

    Stor ros for den artikel. Flot arbejde og anmeldelser vi kan bruge til noget. Dog synes jeg indkøbspriserne er i den høje ende:) Men kvalitet koster jo også penge. Var de andre vine, som var med i testen får dårlige til et rating?
    Vh Jan

    • Gastropassion 28. juni 2013 at 10:20 #

      Mange tak Jan. Kvalitet koster penge ja, men køber du Tempier til tilbudsprisen, så får du rigtig meget vin for pengene. Vacheron har jeg også set på tilbud, og det er virkelig også lækker vin.

      Derudover synes jeg ikke priserne er så pebrede :-)

      Pointmæssigt går det kun ned af bakke efter de otte der er udvalgt. Jeg har derfor vurderet, at der ikke var nogen grund til at beskrive vinene og ligeledes offentliggøre point.

      Bedste hilsner
      Mikkel

Leave a Reply