Øristeriet: Aeropress og månedens kaffe

25 maj

”Der er en pakke på vej til dig fra Øristeriet. Vi kommer med den 13.05.2013. Hilsen Post Danmark”

Det var blevet tid til en ny sending kaffe fra Øristeriet, et lille kafferisteri hvorfra jeg hver måned modtager ny kaffe som en del af et kaffeabonnement.

Månedens kaffe: Colombia Bucaramanga & Espresso Unica



Colombia Bucaramanga

Her har vi med en håndplukket økologisk bønne fra Columbia at gøre. Kaffen bliver leveret i en lufttæt lynlåspose med envejsventil, hvilket jeg synes er super lækkert. Bønnerne er flotte og ristet ens.

Da jeg åbnede posen blev jeg ramt af en fyldig og blød duft af chokolade.

Jeg har brygget denne kaffe på både Aeropress og V60, og jeg synes kaffen har forholdsvist let ved at overekstrahere og blive bitter. Rammer du til gengæld de rigtige forhold, får du en fyldig kop, hvor smagen er præget af mørk chokolade og let bitre nødder, der afsluttes af en syrlig og let sødlig smag af mørke bær.

1 kg. for 169,- hos Øristeriet

Espresso Unica

Ligesom ovenstående, og alle andre bønner fra Øristeriet, var denne espressobønne også leveret i en dejlig lufttæt lynlåspose. Igen var bønnerne flotte ens, men ristet en anelse lysere end de fleste andre espressobønner, jeg er stødt på, hvilket er med til at give den et andet og noget lettere udtryk med mere spil i smagen. Duften bærer præg af nødder og karamel, mens smagen er krydret med en god balanceret syrlighed.

En lækker alsidig espressobønne, der også fint kan bruges til Aeropress og filter.

1 kg. for 218,- hos Øristeriet

Aeropress og Able Disk Filter

Jeg har i noget tid leget lidt med Aeropress. Det er en super nem måde at brygge en kop kaffe på, og så er der rig mulighed for at lege med dosering, formalingsgrad, trække tid og vandtemperaturen – faktorer der gør en forskel på slutresultatet.

Aerobie Aeropress

En Aeropress består meget enkelt af en plastikcylinder, hvori kaffe og vand bliver blandet. Herefter påsættes et papirfilter, og så bliver kaffen ved hjælp af håndkræft presset igennem filteret og ned i en kop eller en kande. Det kan til forveksling minde en smule om en klassisk stempelkande, men det giver en noget renere kop.

For nogle uger siden sendte Øristeriet mig to forskellige metalfiltre fra Able til min Aeropress. Jeg modtog et normalt filter og et såkaldt ”fine”-filter, hvor hullerne er langt mindre end ved det normale, hvilket gør du kan kværne din kaffe meget finere. Jeg havde læst en del om metalfilteret, inden jeg modtog det, og var derfor spændt på at afprøve det.

Able Disk Filter

Fordelene ved et metalfilter, fremfor de traditionelle papirfiltre, er for det første muligheden for at genbruge det. Dernæst kommer smagen – her opleves den store forskel.

Metalfilteret giver en meget rundere, sødere og mere fyldig kop kaffe, fordi det, i modsætning til papirfilteret, lader de naturlige kaffeolier trænge igennem og med ned i koppen. Til sammenligning synes jeg næsten, det føles som om, papirfilteret lidt suger livet ud af kaffen.

Jeg var meget overrasket over den store forskel. Et metalfilter kan kraftigt anbefales.

Både Aeropress og metalfilter kan købes her.

Her er lidt inspiration til brygmetoder:

The Coffee Collective

Sigfreds UpsideDown

Personligt varierer jeg mellem disse metoder og ændrer nogle gange også på kaffemængde osv., alt efter hvad jeg er i humør til.

Del gerne din brygmetode i kommentarfeltet nedenfor.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 Responses to “Øristeriet: Aeropress og månedens kaffe”

  1. Mads Juul Pedersen 10. august 2016 at 07:43 #

    Tak for en suber blog, jeg må snart prøve en Aeropress.

    Ellers bruger jeg en stempelkande, hvor jeg kværner en håndfuld bønner lige inden de skal bruges. Det giver en dejlig duft, og jeg synes stempelkande kaffen smager en del bedre end filterkaffe.

Trackbacks and Pingbacks

  1. What’s good? | MakedNaked - 26. maj 2013

    [...] Hernæst vil jeg anbefale jer at tjekke bloggen Gastropassion ud, hvis I ikke allerede kender den. Det er en blog, jeg selv følger og bag den står to studerende, Nina og Mikkel, som elsker god mad og vin. Den passion formår de på fineste vis at formidle til os læsere, og jeg synes, det er super spændende at følge med, når de anbefaler forskellige spisesteder, hvor en del af dem ligger her i Århus. Desuden anbefaler de også restauranter, som de har besøgt i udlandet, så der er masser af inspiration at finde, hvis du snart skal ud at rejse. Forresten har de også lige skrevet en anbefaling af Øristeriet, som du kan læse her. [...]

  2. Øristeriet: Nye bønner leveret lige til døren » Gastropassion - 1. juli 2013

    [...] med en let brændt karamelliseret smag. I munden føles den silkeblød. Velegnet til både Stempel, Aeropress og filter. Brazil Fazenda Nossa de Fatima [...]

Leave a Reply