Fransk komfort på Retour

27 sep

Besøgt Maj 2012

Retour - Tordenskjoldsgade

Fra michelinstjerner til low-key fransk bistro. Rasmus Oubæk, der nu hersker i køkkenet på Retour, har tidligere haft sin egen stjernerestaurant Oubæk. Her skiftede han overraskende retning og gik bistrovejen. Skiftet til bistrostilen – og et smut på Mash – gjorde Oubæk kendt for sin velpiskede gule sauce, og han er nu kendt som bearnaisekongen.

Retour åbnede dørene for ca. et år siden. Vi besøgte stedet i maj, og jeg kan allerede nu roligt afsløre, at vi glædeligt kommer igen.

Brød og smør kom på bordet

Denne aften havde vi, i traditionel stil, valgt tre retter hver. Forinden retterne delte vi et udvalg af snacks samt en lun terrin, ledsaget af et glas Blanc de Blancs Grand Cru fra Jean-Louis Vergnon. En helt fantastisk måde at starte ud på.

Udvalg af snacks

Lun terrin af kalvehale, brissel, tunge og hjerte

Som forret valgte jeg en af Rasmus Oubæks signaturretter – ravioli med snegle, parmesan, smør og salvie. Det krævede en smule mod at kaste sig ud sneglene, men jeg havde kun hørt godt om denne ret, og derfor måtte det jo prøves. Min kæreste valgte en mere sikker ret – pighvar ledsaget af krabbe, rygeost, ærter og radisser.

Ravioli, snegle, parmesan, smør og salvie

Serveringen smagte fantastisk. Fedmen fra sneglene og parmesanen blev holdt i skak af salvie og syrlighed, jeg formoder kom fra citrus. Mit første møde med snegle må i den grad siges at være vellykket.

Pighvar, krabbe, rygeost, ærter og radisser

Min kæreste var lige så begejstret for sin forret, som jeg var for min. Kombinationen af de enkle men lækre råvarer var nærmest en sikker vinder. Radisserne og rygeosten gav fedmen fra det smørstegte stykke fisk et pænt modspil, og sødmen fra ærterne og krabben bandt det hele rigtig flot sammen.

Til forretterne fik vi, på vores tjeners anbefaling, et glas 2010 Meursault Vieilles Vignes fra Domaine Bernard-Bonin. Bourgognen smagte dejligt og ledsagede retterne glimrende.

Ovenpå en flot start skulle vi nu videre til hovedretten. Her valgte vi begge at springe på den nærmest legendariske bøf bearnaise. Til dyret fik vi en lækker flaske Châteauneuf-du-pape – en krydret vin med blide tanniner og en lang eftersmag.

2008 Châteauneuf-du-pape, Domaine De Nalys, Rhône

Et stykke perfekt tilberedt ribeye – sprød udenpå og rød indeni – lå omringet af sprøde hjemmelavede pommes frittes. Saucekanden ved siden af var fyldt godt op med en cremet bearnaise, der smagte af mere. For at holde de fede elementer på plads kom også en lille skål sprød salat vendt i en vinaigrette på bordet. Vi kunne ikke bede om mere af vores hovedret – en perfekt bøf med fantastisk tilbehør og en lækker vin. Simpelt, klassisk, godt.

Ribeye, pommes frittes, salat og bearnaise

Cremet velsmagende bearnaise

Sprød salat vendt i vinaigrette

På daværende tidspunkt var vi begge ved at være godt mætte – men vi ville alligevel prøve hver vores dessert, og vores veje skiltes igen. Jeg hoppede på den klassiske profiteroles med vaniljeis og chokoladesauce, og min kæreste sprang om bord i en rabarbertrifli med is.

Profiteroles, vaniljeis og chokoladesauce

Denne dessert er aftenens eneste kritikpunkt. Serveringen var indbydende og mundvandende i sit udseende, men profiterolesne var desværre en smule for tørre, og vaniljeisen var ikke mere end ok. Til gengæld var der rigeligt med en lækker chokoladesauce, så med en smule hjælp fra kæresten gled det hele alligevel ned i sidste ende.

Rabarbertrifli og is

Kærestens rabarbertrifli var til gengæld lækker. Retours servering med is, fremfor den traditionelle creme, gjorde triflien mere frisk. Der var en variation af is, rabarber og vanilje, hvor især rabarberisen gjorde sig bemærket. Desuden var der god balance mellem de sprøde søde makroner og rabarberkompotten – velbalanceret og på ingen måde for syrlig.

Tak for en dejlig afslappet aften med god mad og betjening. På gensyn.

Retour
Tordenskjoldsgade 11
1055 København K
Tlf.: +45 33 33 83 30

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Responses to “Fransk komfort på Retour”

  1. Rasmus Palsgård 27. september 2012 at 17:45 #

    Hej Mikkel

    Som altid fine billeder og en god gennemgang af oplevelsen. Dog vil jeg gerne høre din mening om betjeningen og stedets niveau i forhold til landets øvrige bistroer/brasserier.
    Personligt kan jeg gode lide Retour, men finder andre steder bedre, fx Restaurant Oubæk.
    http://feinschmeckeren.dk/anmeldelser/anmeldelse-retour-god-men-ikke-bedst/

    • Gastropassion 1. oktober 2012 at 18:04 #

      Hej Rasmus,

      Mange tak.

      Vi blev betjent af Ahn – enten kan man lide hende stil, eller også kan man ikke – vi svingede rigtig godt med hende. Hun går lige til sagen – ikke noget pis. Hun var smilende, venlig og præcis. Bistro/brasserie-stilen lægger ikke op til lange fortællinger om hverken vinen eller maden – det blev præsenteret meget kort, og så havde vi ellers blot tiden til at nyde hinanden og ikke mindst maden – som jeg overordnet set synes var velsmagende.

      Set i forhold til andre bistro/brasserier, så synes jeg Retour gør det rigtig godt, men udvalget af retter er måske ikke det største. Jeg har ikke besøgt Restaurant Oubæk, så kan ikke udtale mig der.

      Håber det var svar nok, ellers må du endelig spørge igen.

      Alt godt
      Mikkel

Leave a Reply