Fødselsdag på Varna Bistro

19 jul

Besøgt April 2012

Jeg læner mig tilbage i stolen og nyder en billedskøn udsigt over skov og vand – vel nok noget nær Aarhus bedste udsigt – og jeg er i den grad klar til endeligt at skulle sætte tænderne i Varnas Bistro Deluxe – en aften med det hele. Det er begyndelsen på en perfekt fødselsdag med kæresten på Varna i Aarhus.

Inden vi blev ført til bords, havde vi i loungen nydt tre små snacks ledsaget af et glas Cava toppet med en form for æblelikør for at give en mere fyldig smag. Min kæreste syntes, denne lille aperitif smagte glimrende. Men hvad er der nu galt med et godt glas Champagne? På Varnas hjemmeside kan jeg , at de nu har byttet Cava’en ud med en Blanc de Blanc Champagne og samtidig hævet prisen en smule. I mine øjne et rigtig godt træk. Jeg var ikke så begejstret for Cava’en.

Snacks a la Varna

Efter snacksne i loungen fik vi ved bordet serveret endnu en lille appetizer. En sådan en af slagsen der virkelig faldt i både min og min kærestes smag. På tallerkenen lå et pocheret æg med en beurre blanc, stenbiderrogn og karse. Ægget havde godt nok lige fået en lille smule for meget, men det skal de nu ikke høre meget for, for vi var mere en glade for den velsmagende anretning. Der var perfekt balance mellem det fede æg og den livlige Grüner Veltliner – spækket med syrlige æbler og mineralitet. Vinen fulgte i øvrigt også næste servering – pighvaren.

Æg, stenbiderrogn og karse

Vi fik her et nydeligt stykke pighvar, anrettet med fine små rømørejer og syltede rødløg. Tjeneren hældte langsomt en cremet bisque, lavet på skallerne fra rejerne henover retten. Det var som om, den fik nyt liv. Det duftede og smagte helt fantastisk.

Pighvar med Rømørejer og nye løg

Efter den fantastiske pighvar var det blevet tid til hummer. I denne servering havde køkkenet kombineret to lækre råvarer fra havet – nemlig hummer og kammusling. Disse var ledsaget af blomkål, skilt sauce og en tangsalat. Til retten fik vi serveret en new zealandsk Pinot Gris fra Saint Clair. En ung vin fra 2010 der gav et dejligt frisk modspil til den kødfulde hummer.

Hummer og kammusling med blomkål og skilt sauce

Herefter fulgte foie gras med syltet and, brioche og en sauce på hindbær. En perfekt foie gras-ret der var i fuldkommen balance, hvad fedme, sød og surhed angår. Palle Enevoldsen forstår sig i den grad på foie gras. Til leveren fik vi en tysk Pinot Noir – Spätburgunder Dreissigacker 2007 – der havde noter af kirsebær og røg, hvilket gik rigtigt fint til retten.

Ristet foie gras med syltet and, brioche og hindbærsauce

På daværende tidspunkt havde vi været igennem både snacks og tre forholdsvis store serveringer, hvilket vi begge godt kunne mærke på appetitten. Det viste sig dog ikke at være noget problem, idet køkkenet holdt en nøje afstemt pause mellem tredje og fjerde ret. Dette fungerede rigtig godt og var med til at skabe hygge omkring aftenen. Selvfølgelig også fordi vi på intet tidspunkt i pausen løb tør for vin. Det sørgede den meget opmærksomme tjener for. Vi fik følelsen af, at intet virkede forhastet på nogen måde.

Hovedretten denne aften lød på dansk kalv med brissel. På siden var placeret morkler, gulerødder og ramsløg. Det hele blev toppet med en kraftig sauce. En meget flot og velsmagende hovedret der blev ledsaget af et glas dejlig rødvin fra Toscana – Tenuta di Bibbiano, Montornello Chianti Classico 2009. En dejlig nem vin – mørke bær, en anelse sødme og stadig livlig.

Dansk kalv med brissel, ramsløg, gulerødder og morkler

Efter hovedretten var der igen en lille pause, inden vi blev mødt af desserten. Vi nød det – der er vel ingen grund til at skynde sig, når man er ude?

Desserten denne aften bestod af æble og rabarberfantasi med vanilje. En lækker og frisk dessert ovenpå den lidt tunge men meget velsmagende menu. I anledningen af min fødselsdag havde et lille lys også sneget sig ind. Sammen med desserten fik vi serveret et glas 2010 Seehof, Huxelrebe Spätlese Rotenstein. Et glas vi nød med velbehag, men som vi på dette tidspunkt af aftenen ikke husker yderligere om – igen; vi havde en meget gavmild vintjener.

Æble/rabarberfantasi med vanilje

Allersidst røg stempelkaffe og tre petit fours på bordet. Her skuffede Varna bestemt heller ikke – enkelt, men lækkert. Der var hjemmelavet æbleflæsk, brownie med syrligt hindbærstøv og hvid chokolade med fyld (måske pistacie?).

Petit fours

Smukke farver og lækker smag afsluttede en skøn aften. Varna Bistro leverer hele vejen, og har man endnu ikke besøgt stedet, så gør det endelig.

Varna Palæet
Ørneredevej 3
8000 Aarhus C
Tlf.: +45 86 14 04 00

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

No comments yet

Leave a Reply