Sol, sommer, Barcelona og Alkimia

2 dec

Besøgt Juni 2011

Kilde: http://www.alkimia.cat/

Her når vinteren for alvor er ved at bide sig fast, er det jo fantastisk at kunne tænke tilbage på sommerferien, der bød på masser af lækre restaurantbesøg på vores tur til madmekkaet Barcelona.

For mit vedkommende (Nina) må vores besøg på et-stjernede Alkimia være turens højdepunkt.

Efter at have haft en noget blandet oplevelse på turens første Michelin restaurant, MOO, var vi forinden besøget ekstra spændte på, hvad der ventede os på Alkimia. Stilen i køkkenet var ligesom MOO eksperimenterende nyt catalansk køkken, hvilket godt kan være en smule udfordrende, efter min mening.

Vi bestilte køkkenets signaturemenu til ufatteligt billige 84 euro. Før menuens 11(!) retter fik vi to amuse bouches. Den første var sommerlig og frisk, til trods for at det var et lille olivenolie- og tomatconsomméshot med en skive salami til. Vores forventninger steg i takt med appetitten. Den anden amuse var skiver af glaseret svinebryst med selleripuré – salt, sødt, fedt ummm – den var lækker men næsten for meget af det gode på dette tidspunkt af aftenen.

Olivenolie- og tomatconsomméshot

Glaseret svinebryst med selleripuré

I stedet for at hoppe på vinmenuen valgte vi en flaske spansk hvidvin fra Penedes og købte rød og dessertvin glasvist til de retter, der havde brug for det. Restaurantens sommelier anbefalede den lokale vin på det kraftigste, da vi var i færd med at vælge en af vinkortets få bourgogner, der stod til det dobbelte af den spanske. Vi valgte at stole på den kyndige sommelier – og det kom vi ikke til at fortryde. For omkring  300 danske kroner fik vi en skøn vin med masser af frugt og ditto syre.

Herefter fulgte forretterne. Den første en frisk tomatsalat med rimmet torsk og havurter. Masser af smag af solmodne tomater, og med den friskeste fisk der smeltede på tungen.

Tomatoes "trinxat" with codfish

Næste ret var spaghetini af squash med alt godt fra Middelhavet. Her var sprød tang, blød tang og besynderlige havdyr, som man ikke lige kommer forbi i DK. Som prikken over i’et var  retten svøbt i en syrlig vinaigrette, der virkelig samlede retten. Udfordrende pga. sødyrene men smuk og bestemt smagfuld ret, og så som et plus gav vinen pote og fik tilmed masser af sødme frem i retten.

Spaghetini with sea fruits

De catalanske restauranters menukort bugner af fisk og skaldyr, og vores næste fire retter havde ligeledes elementer fra havet.

3. forret stod på grønne asparges med røget tun, mandler og parmesan. En lækker og simpel ret, hvor alle elementer var perfekt tilberedt og spillede godt sammen. Retten var ok men ikke imponerende.

Green asparagus with tender almond and dried salted tuna

4. forret var noget af et syn: blæksprutte med ingefær og blæksauce. Retten var næsten for smuk at sætte gaflen i, og det visuelle i retten oversteg faktisk også smagen. Blæksprutten var blød og lækker, og saucen intens smagende af fiskefond og kulsort af blækken, men andelen af syrlig ingefær var ikke nok til at afbalancere retten, efter vores mening.

Cuttlefish with sauce and ginger

5. forret: jomfruhummer med løg og dild. Det kunne næsten ikke blive mere enkelt, da vi ved næste ret fik serveret jordens lækreste jomfruhummer kun iført lidt dild og løgemulsion. Fin, enkel og tilberedt til perfektion. En hapser ud over det sædvanlige, må jeg sige. Og igen går takken ud til sommelieren, vores catalanske hvidvin var også her et lækkert match.

Dublin Bay Prawn with onion

Så fulgte 6. ret: et stykke hvid fisk (kan ikke huske hvilken) serveret med syltede løg, rødbedereduktion, sorte oliven og en smagfuld løgpuré. En let fiskeret , der smagte friskt men med en god dybde fra løg og oliven – men heller ikke mere end det. Retten smagte dejligt, men var en af aftenens mindre interessante indslag – og sådan nogle var der desværre et par stykker af.

Fish of the day with black olive

Den efterfølgende kyllingecannelloni med mandel og bechamel var lækker med en smuk sprød salat på siden, men dog alt for stor og svulstig i sit samlede udtryk.  Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men det var i den grad for meget af det gode, og desværre resulterede det i en begyndende mæthedsfølelse – og dette var før hovedretten vel at mærke. Dog skal det siges, at denne ret oprindeligt ikke var at finde på menuen. Men pga. en uheldig østersoplevelse to dage forinden, havde vi valgt at få skiftet det oprindelige østersindslag i menuen ud med kyllingen. Unægtelig en tungere ret, så vi var selv en smule skyld i ubalancen.

Backed chicken cannelloni with almonds béchamel and fresh salad

Sidste mellemret var ”falske kikærter” – Alkimia’s navn for småbitte nydelige gnocchi. Bløde og særdeles velsmagende små kartoffelkugler i en mild sauce toppet med tørret iberisk skinke. Saucen gemte på stykker af spæk fra svinet og gav lige retten den ekstra dybde. Retten skulle være en omvendt ganerenser efter Alkimia’s kavalkade af fiske- og skaldyrsretter, og havde vi ikke fået den enorme cannelloni forinden, havde den virket perfekt.

Special chickpeas with skin

Efter et par lækre men ikke så imponerende retter. var det endelig tid til hovedret: Det absolut møreste stykke okse akkompagneret af kråse (!), friterede løg og syltede blomkål. Det var en hovedret med masser af saft og kraft, og den skønne camparisauce gjorde bare tricket for mig – og så glemte man altså pludselig, man spiste fuglemave. En virkelig lækker måde at få sin bøf med løg på.

Min appetit var tilbage, og vi spiste begge med stort velbehag hele den saftige hovedret (bid mærke i, jeg var ved at blive mæt ved 7. ret, min kæreste derimod nød det hele), og efter et par retter der ikke havde imponeret synderligt var vi igen på topniveau.

Beef and gizzard with campari sauce and pickles

Og så kom den så… retten ingen af os nogensinde glemmer… May I introduce ; Agurkegazpacho med jordbær, mandler og fåremælksis. Den knaldgrønne iskolde suppe havde en fuldstændig klar og ren smag af frisk agurk, og når den i en skefuld blandede sig med råmarinerede solmodne jordbær og en karakterfyldt fåremælksis, var der ikke et øje tørt – og så er det lige før, jeg ikke overdriver her.

Det var på alle måder aftenens højdepunkt.

Strawberries with cucumber gazpacho and sheep milk ice cream

Det var svært at toppe første dessert, men aftenens sidste ret gjorde alligevel et hæderligt forsøg: Chokoladefondant med en is med vanilje og brændt rom. En chokoladedessert efter mit hoved, hvor isens brændte noter spillede flot sammen med den bitre chokolade, og dette blev holdt sikkert sammen af isens bløde vaniljesødme.

Fondant chocolate with burned rum ice cream

Da vi sad med vores fine afsluttende petit fours og en gin/tonic (jo jo, de fungerer skam fint at slutte af på også), var vi ovenud tilfredse. Selvom der havde været et par retter, der ikke havde blæst os om kuld, var totaloplevelsen alligevel til topkarakter. Servicen var afslappet men alligevel grundig, og selvom engelsk ikke er alle spanieres bedste kundskab, så klarede vores to tjenere det rigtig godt efter dog at have fumlet lidt i starten.

Petit fours

Selve flowet i aftens serveringer gik helt flydende og atmosfæren i restauranten var behagelig – ikke for stift og ikke for loose og casual – intet var overladt til tilfældighederne. Vi følte os i gode hænder.

Alkimia gav os en fantastisk aften med skønne helt og for det meste ganske enkle retter, hvor der var gjort en dyd ud af at få hver eneste smagsnuance til at fremstå klarere en den ene stjerne restauranten har og så fuldt ud har fortjent.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 Responses to “Sol, sommer, Barcelona og Alkimia”

  1. Anders Damm 24. januar 2012 at 08:25 #

    Hvilken oplevelse for 84€ :)

    • Gastropassion 29. januar 2012 at 13:31 #

      Hej Anders,

      Det er overraskende billigt at spise i udlandet (kender du sikkert selv) og vi hyggede os på Alkimia!
      Hvor har du selv været i Barcelona?

      Vh.
      Mikkel

Trackbacks and Pingbacks

  1. Anmeldelse | De 2 Have: Et dejligt måltid på toppen - 10. december 2012

    [...] havde et dejligt varmt og sommerligt udtryk. Efter at have spist kråser og hjerte på henholdsvis Alkemia i Barcelona og Kadeau i Købehavn, var vi ikke så nervøse for serveringen. Desværre var begge dele [...]

Leave a Reply