Masser af vin på FRÜD

30 okt

På Vinevent 2011 kan du smage dig gennem mere end 200 forskellige vine, portvine, champagne, cava og meget andet.
Mere end 25 forskellige vinimportører kommer og præsenterer deres vine, og du har en unik mulighed for at hente en masse viden om vin.

Kilde: Vinevent.dk

For to uger siden var der Vinevent – igen. En årlig begivenhed vi på Gastropassion er utroligt glade for. Det er nemlig en enestående mulighed for at udvide sin horisont indenfor vin. Her kommer et par højdepunkter fra en rigtig dejlig dag.

Tysk Riesling er noget, vi begge elsker at drikke, og derfor var det også her, vi startede denne dag. Vi smagte en række tyske riesling fra Nur Wein, som udelukkende importerer tyske kvalitetsvine fra små familiedrevne vingårde.

Nur Wein - Tysk Vinimport

Vi var enige – det var en skøn måde at starte dagen på. Vores ledsager denne dag havde forinden smagningen riesling vinene udvist en vis skepsis. Det var en drue, han forbandt med billige søde vine. Denne skepsis fik Nur Wein heldigvis gjort til skamme.

Men god Riesling behøver ikke komme fra hverken Tyskland eller Alsace, fandt min kæreste og jeg ud af denne dag på FRÜD. Vinhandlen Hoffmeyer-Lippert imponerede i højeste grad med sine canadiske vine – både indenfor de røde og hvide. Cave Spring Rieslingen fra 2006 blev min favorit på Vinevent 2011. Den står til 199,- flasken.

CSV Riesling 2006 - favoritvinen denne dag

CSV Riesling 2006 og andre vine fra Hoffmeyer-Lippert

Udover Riesling præsenterede Hoffmeyer-Lippert også en række røde vine, hvilke også gjorde indtryk. Min kæreste var især vild med Cabernet Franc’en, der smagte lækkert, grønt og sprødt – dels pga. den urteagtige drue og dels pga. det noget køligere klima i Canada.

Smagning hos Hoffmeyer-Lippert

En anden vin, der gjorde indtryk, og som vi også købte en enkelt flaske med hjem af, var af druen Sauvignon Blanc –  den drue som nogle forbinder med lugten af kattetis, hvor andre opsnapper duften af sommerblomster – friske hyldeblomster i særdeleshed.  Vi hører til gruppen, der elsker den.

2011 Sauvignon Blanc, Saint Clair - 89,75,- flasken hos Bichel Vine

2010 Sauvignon Blanc fra huset Saint Clair vandt i juni 2011 guld ved New World Wine Awards. Vi smagte (og købte) en årgang 2011 og var solgt. En helt fantastisk aromatisk vin. Vi måtte konkludere: vi drikker ganske enkelt for lidt Sauvignon Blanc!

Fra canadiske hvidvine til italienske rødvine

Italiensk vin fra Carlo Merolli

Carlo Merolli importerer italienske vine, og denne dag på FRÜD smagte vi en lang række af importørens Barolo – der jo siges at være vinenes konge og kongernes vin. Jeg er normalt ikke så glad for Barolo, da den normalt slår mig som en alt for tung og garvesyreholdig vin. Men på Vinevent 2011 fik jeg øjnene op for god Barolo.

2007 Barolo Cerrati, Cascina Cucco

En Barolo, jeg synes mægtig godt om på denne vinsmagning, var 2007 Barolo Cerrati, Cascina Cucco. En mere blød Barolo, der var en smule mere afdæmpet i garvesyren. En dejlig vin.

Alt i alt var Vinevent 2011 et yderst vellykket arrangement, og vi glæder os allerede til næste år. En overvejelse til næste år vil dog være at deltage begge dage af arrangementet. Der er simpelthen alt for mange vine til, at man kan nå det hele på én enkelt dag – både hvad tid og helbred angår.

Læs også artikel om arrangementet på aoa.dk, hvor den ene blogger på Gastropassion bliver interviewet omkring vin.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

No comments yet

Leave a Reply